Lidl tilbyder alternative luksusprodukter til nytårsmenuen
21.12.2018 11:00:00 | Danmark
Nytårsmenuen er et særligt måltid fyldt med traditioner. Og hvad og hvordan maden skal serveres, er der utallige meninger om. Med deres Deluxe-serie giver dagligvarekæden Lidl mulighed for at nytænke traditionerne med madvarer af høj kvalitet til en god pris. Produktserien har flere testvindere iblandt sig til priser, alle kan være med på.
Hvis du insisterer på, at nytårsmenuen med største selvfølgelighed skal stå på nytårstorsk, så er du en del af en århundredgammel tradition. For nogle er hamburgerryg med grønlangkål traditionen, mens andre foretrækker en stor bøf med kartofler og en god sauce i utallige variationer.
Men hvorfor ikke udfordre traditionerne lidt – og måske endda være med til at skabe nogle nye?
Lidls Deluxe-serie er spækket med gode kvalitetsvarer fra både Danmark og udlandet, som passer perfekt ind i de klassiske nytårsmenuer, men Deluxe-serien indeholder også lidt anderledes produkter som fx kængurusteaks eller vagtelbryst, der ikke traditionelt finder vej til danskernes festpyntede bord nytårsaften. Det vil CCO fra Lidl, Mikko Forsström, gerne være med til at ændre på:
”Der er bestemt mange holdninger til, hvilke retter der skal på bordet nytårsaften, men én ting er vi vist alle enige om: Når det nu er nytårsaften, så skal det være lidt ekstra lækkert. Jeg synes selv, det kunne være lidt spændende at overraske mine gæster med fx krondyr eller kænguru i år. Og hvis vi rigtigt skal flotte os, kunne jeg sagtens se både kaviar og nogle saftige og møre japanske Wagyu-entrecôtebøffer blive en fast del af vores nytårstradition”, siger han med et smil og tilføjer:
”Og hvis det er hit, så er det da dejligt at kunne fortælle, at det er blandt de mange spændende og anderledes varer, som Lidl også tilbyder. Jeg tror, det vil komme som en overraskelse for mange, at man også kan købe den type produkter i Lidl. Så jeg vil selvfølgelig gerne slå et slag for, at den viden bliver mere udbredt”.
Han fortæller endvidere, at hans nytårsmenu med sikkerhed består af tapas som forret og et stort ostebord til dessert.
Danske og internationale luksusprodukter
Er man mere til den traditionelle fisk, så indeholder Deluxe-serien også gravad, indbagte, røgede og grillede udgaver af ørred og laks – og selvfølgelig rejer i forskellige størrelser.
Mikko Forsström er særligt glad for den røgede ørred og en prisvindende champagne:
”Vores danske regnbueørred fra Deluxe-serien er det ene af to Deluxe-produkter, som netop er nomineret til en såkaldt ’European Private Label Award’ i konkurrence med en lang række kvalitetsprodukter fra de største supermarkedskæder i Europa.* Det er vi naturligvis meget stolte af. Hertil har vi mange vine, som enten har vundet en test eller er bedømt som ’god i test’. Så det er bare at gå på opdagelse i udvalget”, siger han og tilføjer:
”Jeg er ret vild med vores prisvindende champagne fra Comte de Brismand. Den kommer helt sikkert frem, når klokken nærmer sig 12. At Politikens vinanmelder også synes om den**, gør bare fornøjelsen af at servere et glas bobler for mine gæster endnu større”.
Interesserede kan se ugens udvalgte Deluxe-produkter på lidl.dk.
*Deluxe dansk røget regnbueørred og Deluxe Vitello Tonnato er nomineret til en European Private Label Award i kategorien ”Meat and Seafood” i konkurrencen European Private Label Awards 2019, der er organiseret af ESM: European Supermarket Magazine.
** Champagne Brut Reserve, Comte de Brismand, 12 % blev testvinder med en bedømmelse på 5 ud af 6 i kategorien ”Under 150 kr.” i Politikens vintest d. 26. oktober i år.