Lidl vælger LINK og NIRAS som rådgivere til nyt hovedkontor

18.09.2018 10:00:00 | Danmark
Lidl vælger LINK og NIRAS som rådgivere til nyt hovedkontor

Lidl vælger LINK og NIRAS som rådgivere til nyt hovedkontor

Kontrakterne er nu underskrevet, og det bliver arkitektfirmaet LINK og den rådgivende ingeniørvirksomhed NIRAS, der kommer til at rådgive Lidl igennem hele processen for opførelsen af Lidls nye 11.000 m2 store hovedkontor ved Godsbanen i Aarhus C.

Dagligvarekæden Lidl meldte ud tidligere på året, at de vil bygge nyt hovedkontor i Aarhus. Det nye hovedkontor bliver 11.000 m2 stort med et tilhørende p-hus samt en ny konceptbutik – et byggeprojekt, som kræver nogle erfarne rådgivere.

Lidl har valgt arkitektfirmaet LINK til totalrådgiver på projektet, mens NIRAS skal være bygherrerådgiver. Både LINK og NIRAS er kendt for at være blandt Skandinaviens førende virksomheder inden for deres felt af ekspertiser; LINK i kraft af deres arkitektfaglige kompetencer og NIRAS som rådgivende ingeniørvirksomhed. Og nu kan begge virksomheder altså føje byggeriet af Lidls nye hovedkontor, der skal stå færdigt i 2021, til listen over projekter.

”Vi er meget tilfredse med valget af LINK og NIRAS som rådgivere for os. De har stor erfaring inden for blandt andet byggeri, projektering og planlægning og er kendt for at skabe velfungerende og bæredygtige bygninger og arbejdsmiljøer. Alt sammen vigtige parametre i forhold til vores kommende hovedkontor i Aarhus”, siger Mads T. Nielsen, der er udviklings- og ejendomsdirektør i Lidl.

Holdet er sat

Som totalrådgiver vil LINKS primære opgaver blive at projektere, mens NIRAS som bygherrerådgiver vil rådgive Lidl om alle dele af byggeprojektet fra start til slut. En af de større opgaver over det næste års tid bliver at beslutte, hvilken totalentreprenør der skal stå for byggeriet.

Mads T. Nielsen, glæder sig til samarbejdet:
”LINK og NIRAS var også en del af teamet, der var med til at vinde udbuddet om det nye hovedkontor, og vi er sikre på, at også det fremtidige samarbejde med LINK og NIRAS vil skabe et godt resultat”.

LINK kommer i processen til at arbejde tæt sammen med sine to underrådgivere, Oluf Jørgensen, som de har valgt som rådgivende ingeniørfirma på projektet, samt tegnestuen SMAK architects, der blandt andet skal kigge på de rumlige behov i det nye, flere etager store byggeri.

 

FAKTA

Lidls nye hovedkontor

  • Det nye byggeri vil bestå af hovedkontor, dagligvarebutik og parkeringshus
  • Byggeriet vil ligge på hjørnet af Carl Blochs Gade og Søren Frichs Vej i Aarhus C
  • Hovedkontoret vil ligge cirka 10 minutters gang fra Aarhus Banegård og Rutebilstation
  • Kontoret bliver på ca. 11.000 m2 og får flere tagterrasser med udsigt over Aarhus
  • Butikken bliver en koncept-butik på ca. 2.500 m2
  • Lidl vil også bygge et parkeringshus med parkeringspladser til både Lidl og de omkringliggende bygninger
  • Hele byggeriet bliver bæredygtighedscertificeret efter DGNB-standarden
  • Det nye hovedkontor forventes at stå færdigt i 2021.

 

Om Lidl

  • Med flere end 10.500 butikker i 30 europæiske lande og USA - og over 260.000 medarbejdere er Lidl en af Europas førende dagligvarekæder. Lidl er en del af Schwarz-gruppen, der har hovedkvarter i Neckarsulm, Tyskland. Schwarz-gruppen, der indeholder Lidl- og Kaufland-detailkæderne, har været den største detailhandler i Europa siden 2014 og er pt. verdens fjerde største detailkæde.
  • 29. september 2005 åbnede Lidl de første 13 danske butikker og har i dag 115 butikker og flere end 2.550 medarbejdere i Danmark.
  • To lagre i Kolding og Køge forsyner dagligt Lidl-butikkerne med friske varer. Alle Lidl butikker får frugt og grøntsager leveret 7 dage om ugen.
  • Lidl har ca. 1.800 produkter i sit sortiment, ca. 11 pct. er økologiske, ca. 40 pct. er dansk frugt og grønt, og når det gælder kød, er 90 pct. af varerne danske.
  • Ca. 21 procent af varerne har Ansvarlige Mærker (fx Økologi, MSC, ASC, Svanemærket, Fairtrade, Fairtrade kakaoprogram, UTZ, Rainforest Alliance, Astma-Allergi Danmark, Laktosefri, Glutenfri, Nøglehulsmærket)
  • Lidl har Europas grønneste dagligvarebutik – den ligger i Valby. Den har de højeste certificeringsgrad indenfor byggestandarden LEED Platinum (Leadership in Energy & Environmental Design.

Presse kontakt

Presseafdeling
Presse@lidl.dk
76350010

Læs mere