Aarhus-studerende skal accelerere Lidls vækst

Når den 125 butikker store dagligvarekæde skal øge sin vækst igennem bæredygtighed, digitalisering og innovation, bliver alle midler taget i brug. Derfor har Lidl netop udvidet samarbejdet med Aarhus Universitet, så ideer og nytænkning fra studerende er med til at løse konkrete udfordringer hos dagligvarekæden. Det sker ved den niende udgave af Aarhus Case Competition for studerende fra hele Norden. Lidl er for første gang både hovedpartner og dommer for konkurrencen.

19.02.2020 12:00:00 | Aarhus

Mere end 500 studerende fra Aarhus BSS var i løbet af dagen forbi til announcement af Aarhus Case Competition. Dirk Fust, CEO for Lidl, bød de studerende velkommen til dette års cases, som skal løses for Lidl.

I dag blev det afsløret, at ca. 650 dygtige business studerende kan bidrage til at accelerere både vækst og bæredygtig omstilling i Lidl, når de fra den 30. marts til 3. april bliver udfordret på analyse, innovation og konkret problemløsning i den årlige Aarhus Case Competition på Aarhus Universitet BSS. Hos Lidl er man ikke i tvivl om, at de studerende bidrager med uvurderlig, ny viden.

”Vi har de sidste fem år haft et godt og tæt samarbejde med Aarhus Universitet, og dermed allerede oplevet, hvor stor værdi, de studerende kan skabe i erhvervslivet, og vi har gennem årene mødt mange talenter på Aarhus Universitet, som vi i dag kan kalde vores kolleger. Vi vækster i Lidl Danmark, og i kombination med, at vi flytter vores hovedkontor til Aarhus, er det derfor helt naturligt at udvide samarbejdet, da vi fremover får brug for endnu flere af skolens bedste hoveder og generelt i disse år satser massivt på talentudvikling”, siger Sine Dolberg, Head of HR i Lidl. Hun fortsætter:

”Selvom vi har sat en række ambitiøse mål for vores forretning i Danmark, skal der ikke være nogen tvivl om, at vi er i en branche, der hele tiden forandrer sig og støder på spændende udfordringer. Derfor ser vi Aarhus Case Competition som noget, der skaber stor værdi både for os og de studerende. De studerende får et unikt indblik i en aktuel problemstilling hos en stor international spiller, og vi får nogle helt nye og anderledes perspektiver fra de studerende”,  slutter Sine Dolberg.

Det er første gang, Lidl er med i Aarhus Case Competition som hovedpartner og dommer, men det er langt fra det eneste samarbejde, dagligvarekæden har med Aarhus Universitet. Lidl har siden 2015 arbejdet sammen med Aarhus Universitet BSS som karrierepartner, deltaget i karrieremesser, Master Case Challenge, undervisning samt vejledt adskillige studerende, der ønsker at skrive speciale om Lidl. Også internt har Lidl et stort fokus på udvikling og uddannelse af medarbejdere og tilbyder også unikke internationale karriere muligheder, som en del af Europas største detailkæde.

Bygger bro mellem studier og erhvervsliv

Som hovedpartner på Aarhus Case Competition kommer Lidl til at give de studerende konkrete opgaver, der bunder i de udfordringer, kæden aktuelt står overfor i forhold til deres vækst, innovation, digitalisering og bæredygtige udvikling i Danmark.

Det er Aarhus Case Competition, som er en uafhængig organisation og en del af non-profit studentorganisationen, Studenterlauget, der afholder den årligt tilbagevendende konkurrence. Den er arrangeret af studerende for studerende med det formål at bygge bro mellem virksomheder og den akademiske verden og forberede studerende på de udfordringer, de kan møde i erhvervslivet efter studierne.

”Hvordan får man et nyt perspektiv på nogle af virksomheders største udfordringer i dag? Én måde at gøre det på er at samle 650 dygtige business-studerende i fem intense dage, hvor akademisk metode kobles med praksis, der tager udgangspunkt i aktuelle cases fra virksomhederne. Vi ved fra tidligere år, at både studerende og vores partnere går derfra med uvurderlig viden, og vi glæder os til at byde Lidl velkommen som hovedpartner i år”, siger Sofie Rudbech Mathisen, Head Coordinator, Aarhus Competition.

Når Aarhus Case Competition løber af staben i begyndelsen af april, er det resultatet af flere måneders tæt samarbejde mellem organisationen og Lidl. Ledende personer fra Lidl har bygget årets case sammen med de 26 frivillige studerende fra Aarhus Case Competition.

 

For yderligere information, kontakt:

Morten Vestberg, Kommunikationschef i Lidl, morten.vestberg@lidl.dk eller tlf. 52 15 92 59

 

Presse kontakt

Presseafdeling
presse@lidl.dk
76350010

Del

Læs mere