Lidl og Blå Kors Danmark

Lidl og Blå Kors Danmark har siden 2017 samarbejdet om at mindske madspild og give en håndsrækning til trængte danskere.

Til højtider som jul, påske og pinse afhenter frivillige fra Blå Kors overskudsmad fra en række af vores butikker.

Donationerne er med til at sørge for mad på tallerkenerne rundt omkring på Blå Kors’ væresteder, institutioner og støttetilbud for blandt andre ensomme, hjemløse, psykisk syge og misbrugere.

Samarbejdet betyder, at hundredvis af mennesker får glæde og gavn af overskudsmaden, der ellers ville være smidt ud.

Et af de steder, som afhenter overskudsmad fra Lidl, er Familienetværket i Silkeborg:

”Jeg er ufattelig taknemmelig for dette initiativ, hvor vi kan afhente overskudsmad fra den lokale Lidl lillejuleaften. For nogle af vores familier vil det betyde, at de faktisk får mad i juledagene. Mange familier har i denne tid vanskeligt ved at få pengene til at slå til. Forældre vil gerne, at julen bliver en god tid – især for børnene. Men når der både skal være råd til julegaver og mad, så bliver julen og juledagene ofte til en meget udfordrende og stresset tid for mange udsatte familier,” fortæller projektleder i Familienetværket i Silkeborg Merete Heldt.

Også påskedonationerne hjælper pressede familier til at forsøde højtiden:

"Vi ved, det betyder rigtig meget for familierne at få en hjælpende hånd i form af gratis mad fra Lidl til påskedagene. Mange familier er pressede grundet økonomi, sygdom og andre udfordringer i hverdagen, som gør, at de er ramt på ressourcer. De er taknemmelige for at mærke den omtanke," siger Anne-Dorthe Moesgaard-Christensen, som er familienetværkskonsulent i Blå Kors.

Udover overskudsmad har Lidl, i julen 2022 også bidraget med gavekort på en samlet værdi af 100.000 kr. til kædens butikker, som Blå Kors uddeler som en hjælp til gaver og julemad til familier med hjemmeboende børn under 18 år, hvor der er en forælder på overførselsindkomst. Dagligvarekæden har derudover givet økonomisk støtte til Blå Kors Danmarks julelejr.

Blå kors Danmark

Blå Kors Danmark

Blå Kors arbejder for et samfund, hvor ingen mennesker er afhængige af alkohol eller stoffer og ingen er socialt udsatte eller hjemløse. Vi hjælper også dem, der bliver ramt af andres alkohol- eller stofafhængighed - børnene og pårørende. Vi forebygger afhængighed, tilbyder alkohol- og hashbehandling, og vi giver omsorg og hjælper socialt udsatte. Til det arbejde samler vi penge ind, driver genbrugsbutikker og deltager aktivt i samfundsdebatten.

Alle indsatser er kendetegnet af medarbejdernes personlige nærvær, høje faglighed og dokumentérbare resultater samt troen på, at der altid er håb og nye muligheder for det enkelte menneske.