Anders Frydendahl bliver ny salgsdirektør i Lidl Danmark

Lidl får en ny salgsdirektør i Danmark. Anders Frydendahl tiltræder pr. 1. september 2020 og kommer fra en lederstilling i indkøbsafdelingen hos Lidl Danmark. Han afløser Marcus Gustafsson, som indtager direktørstolen som salgsdirektør i Lidl Sverige.

02.06.2020 12:00:00 | Kolding

Anders Frydendahl tiltræder som Lidl Danmarks nye salgsdirektør d. 1. september 2020

Lidls nye salgsdirektør, Anders Frydendahl, er 44 år og har blandt andet en stilling som regionsdirektør i Lidl Danmark på CV’et. Anders er derfor ikke et nyt ansigt i Lidl, da han allerede tilbage i 2004 startede sin karriere i Lidl Danmark som distriktschef efterfulgt af stillingen som først salgschef, så aktionsmanager i indkøbsafdelingen og siden som regionsdirektør for Lidl Danmarks Region Vest. Senest har Anders Frydendahl siddet i en ledende stilling i indkøbsafdelingen, og nu skal endnu et kapitel skrives, denne gang som en del af direktionen i Lidl Danmark. Det er en udfordring, som Anders Frydendal ser meget frem til.

"Jeg glæder mig til jobbet som salgsdirektør i Lidl Danmark. Jobbet som salgsdirektør har været et attraktivt mål for mig, siden jeg begyndte i Lidl Danmark tilbage i 2004. De danske kunder er kvalitetsbevidste og sætter den gode indkøbsoplevelse højt, så det ser jeg frem til fortsat at give dem i alle vores Lidl-butikker”, fortæller Anders Frydendahl.

Lidl Danmarks administrerende direktør, Dirk Fust, ser frem til samarbejdet og fortæller, at Anders Frydendahl kommer til at fortsætte samme gode linje, som Marcus Gustafsson har lagt de seneste år.

”Marcus Gustafsson har igennem de seneste seks år været en værdsat kollega og har som salgsdirektør i Lidl Danmark ydet en stor indsats. Anders Frydendahl har et indgående kendskab til det danske dagligvaremarked, som han kender fra A til Z, og han har med stillinger som blandt andet salgschef og regionsdirektør i bagagen stor erfaring med at styre driften af butikker og logistikcenter. Det er kompetencer, som i høj grad kan hjælpe med at drive Lidl Danmark til næste trin i vores udvikling”, siger Dirk Fust.

For yderligere information, kontakt:

Morten Vestberg, Kommunikationschef i Lidl morten.vestberg@lidl.dk eller tlf. +45 76 35 01 68

Presse kontakt

Presseafdeling
presse@lidl.dk
76350010

Del

Læs mere