Brit Møller fra Odder er årets elev i Lidl

Brit Møller fra Lidl-butikken i Odder er kåret til ’Årets elev’ i Lidl med et flot 12-tal i sin afsluttende fagprøve. Brit vandt titlen som ’Årets elev’, fordi hun har gjort sig særligt bemærket i Lidls toårige elevuddannelse, hvor der blandt andet lægges vægt på Lidl-værdierne: faglig dygtighed og loyalitet overfor kollegaer. Med titlen følger en check på 5.000 kr.

02.07.2019 06:00:00 | Danmark, Kolding

Det blev en glad og stolt Brit Møller fra Odder, som løb med den flotte titel som Årets Elev 2019 i Lidl.

Det blev en glad og stolt Brit Møller fra Odder, som løb med den flotte titel som Årets Elev 2019 i Lidl.

Godt kammeratskab, loyalitet, overblik og ikke mindst et højt fagligt niveau. Det er vigtige egenskaber at besidde for fremtidens ledere i Lidl. 19 elever har gennem de sidste to år dygtiggjort sig og gennemført Lidls elevuddannelse. Eleverne er særligt udvalgt blandt mere end 1.400 ansøgere, og fredag d. 28 juni fik de deres eksamensbevis overrakt af regionsdirektør i Lidls region Vest, Anders Frydendahl på Lidls hovedkvarter i Kolding.

For Britt Møller fra Lidl Odder var der dog endnu mere at glæde sig over – for med eksamensbeviset fulgte også titlen som ’Årets elev’ og en check på 5.000 kr.

”Brit har gennemgået en kæmpe udvikling i sit elevforløb, både fagligt og personligt, og hun har udvist viljen til hele tiden at stræbe efter at blive bedre indenfor alle områder”, siger HR-chef for Lidl, Sine Dolberg. Hun tilføjer:
”Og så er Britt meget samvittighedsfuld og tager et stort ansvar for at få den daglige drift til at fungere. Brit tager også ansvar for både sin egen udvikling og andres udvikling, og hun vil meget gerne hjælpe sine kolleger, så alle lykkes i Lidl. Brit er en fortjent vinder af titlen som ’Årets elev’.”

Brit var glad og overrasket over at modtage diplomet som ’Årets elev’:
”Jeg er virkelig overrasket og megaglad og stolt over at have vundet,” siger Brit efter overrækkelsen. Hun tilføjer:
”Jeg havde overhovedet ikke regnet med at vinde, fordi jeg synes, at de andre elever er mindst lige så dygtige som mig. Så jeg er bare ekstra glad for, at det blev mig.”

De bedste talenter
Elevuddannelsen i Lidl går under navnet ”Lidl i dag – leder i morgen”. Og det er ikke tilfældigt, for uddannelsen sigter mod at klæde eleverne bedst muligt på, og potentielt være med til at uddanne de kommende ledere i Lidl og for resten af detailbranchen. Det gør man blandt andet ved, at eleverne under uddannelsen tilbringer en længere periode på hovedkvarteret i Kolding samt får muligheden for at komme i praktik i et andet Lidl-land.

HR-chef for Lidl, Sine Dolberg, er begejstret for elevernes flotte resultater til fagprøven. Hun understreger her, hvorfor elevuddannelsen er vigtig for virksomheden: ”Med elevuddannelsen skaber vi dygtige og helhedsorienterede ambassadører for detailbranchen, som har en dybdegående forståelse for godt købmandsskab, og som potentielt kan blive fremtidens ledere. Vi er en arbejdsplads i vækst, og med elevuddannelsen sikrer vi os en række stærke talenter til vores butikker i Danmark såvel som i de andre Lidl-lande, hvor Lidl-DNA’et er en naturlig del af bevidstheden hos alle ansatte,” siger hun, og tilføjer:
”Vi har haft endnu et stærkt elevhold, både på skoleopholdene og i butikkerne, og de fortjener alle meget anerkendelse for deres stærke indsats under uddannelsen. Der er et stort potentiale blandt vores elever, og jeg synes bestemt, at fremtiden ser lys ud. Samtidig ser det ud til, at endnu flere elever har fået øjnene op for de karrieremuligheder, vi tilbyder i Lidl – det afspejles tydeligt i, at vi i år har fået over 20 % flere ansøgninger end sidste år.”

’Årets elev’ i 2018, Henriette Runge Nielsen, er en af mange tidligere elever, som har valgt at bruge elevuddannelsen som et springbræt for sin karriere. Henriette har for nylig taget springet til at blive salgsleder i Lidls butik i Maribo.  
Ambitionerne blandt årets elever er da også tilsvarende store, og Brit har et klart mål for sin fremtidige karriere:
”Jeg vil gerne arbejde mig opad i butikken i Odder. Derfor starter jeg i et souschef-trainee-forløb her til oktober og bliver faktisk konstitueret souschef i vores butik i Odder allerede fra august måned. Det glæder jeg mig rigtig meget til – det bliver spændende at få et større ansvar og i butikken”.


Kort om ’Årets elev’ i Lidl:
Når ’Årets elev’ i Lidl skal findes, bliver der bl.a. lagt vægt på, at eleven har været en god rollemodel i butikken og på skoleopholdene gennem hele uddannelsesforløbet. Elevens loyalitet over for Lidl og de øvrige elever spiller samtidig en væsentlig rolle.

Kort om Lidls elevuddannelse:
•    Lidl har uddannet elever siden 2011
•    Lidl starter rekruttering af næste hold elever i december 2019
•    Uddannelsen varer to år, og man får løn under uddannelsen
•    En Lidl elev tjener cirka 1.000 kroner mere om måneden før skat, end overenskomsten tilsiger
•    Lidl giver sine elever mulighed for et praktikophold i en anden europæisk Lidl-butik. De seneste år har det været i Irland og Nordirland.

Du kan læse mere om elevuddannelsen og søge om optagelse fra december på: karriere.lidl.dk/elev

Presse kontakt

Presseafdeling
Presse@lidl.dk
76350010

Del

Andre medier
Læs mere