Lidl udfaser al tobak inden udgangen af 2028

I Lidl har vi som den første dagligvarekæde i Danmark sat dato på hvornår vi sælger de sidste tobaksvarer. Allerede nu fjerner vi 20 % af cigaretterne fra hylderne, ligesom vi har åbnet den første tobaksfrie butik i Hjørring. Alle nye Lidl-butikker vil fremadrettet ikke sælge tobak. Initiativet er et vigtigt skridt i retningen mod en røgfri fremtid.

Initiativet møder opbakning fra Kræftens Bekæmpelse, der håber, det kan sætte skub i løsninger, der reducerer antallet af ryger, ligesom de håber at det breder sig til resten af dagligvarebranchen.

Khalil

I Lidl tager vi ansvar

”I Lidl ønsker vi at være ansvarlige købmænd, og vores kunder forventer, at vi er en ansvarlig dagligvarekæde. Vi skal turde udfordre og gå forrest med nye og større initiativer. I 2018 gik vi forrest og satte som den første dagligvarekæde aldersgrænsen op på køb af energidrikke med højt koffeinindhold. På samme måde har vi nu besluttet ikke at sælge tobak i alle vores nyetablerede butikker og udfase det helt fra vores sortiment inden udgangen af 2028”, Khalil Jehya Taleb, viceindkøbsdirektør i Lidl Danmark.

Fakta om rygning

En halv million danskere ryger hver eneste dag, og her ønsker 3 ud af 4 at stoppe *. Trods prisstigninger, tobak gemt under disken og neutrale cigaretpakker er antallet af rygere i Danmark ikke blevet mindre siden 2020.

 

Unge og rygning:


● 14 pct. af de 15-17-årige ryger (3 pct. dagligt, 11 pct. lejlighedsvist)


● 20 pct. af de 18-24-årige ryger (8 pct. dagligt, 12 pct. lejlighedsvist)

 

Voksne og rygning:


● 19 pct. af danskerne ryger (13 pct. dagligt, 6 pct. lejlighedsvis)


● 70 pct. begyndte at ryge regelmæssigt inden de fyldte 18 år.


● 75 pct. af dem, der ryger, vil gerne stoppe

 

Rygning og helbred:


● Hvert år dør omkring 16.000 danskere på grund af tobak


● Rygning er skyld i ca. 20 pct. af alle kræfttilfælde

 

Få mere viden om rygning på Kræftens Bekæmpelses hjemmeside her.

 

Kilde: Viden - Røgfri Fremtid (cancer.dk)

 

* Danskernes rygevaner 2022, Sundhedsstyrelsen

På vej mod i morgen